Hele familien

Sidst i forrige århundrede var der flere små kalkværker på Klimegnen. Disse værker kørte under datidens meget primitive forhold, og derfor også med beskeden omsætning. Det menes dog, ifølge Trap Danmark, at der i ca. 1875 var tre værker i Klim, og deraf var de to tillige med teglværker.

Blandt de tre var "Bjerggårdens Teglværk", der lå i Klim Terp. Dette værk ejedes af Clemmen Nielsen, og han solgte det til Søren Christian Myrup omkring 1860, og med til gården hørte 82 td. land, hvoraf de 42 td. land var klit, men i 1883 fik plejesønnen Kristen Kristensen Myrup skøde på værket, som han drev indtil omkring 1915. Der var en fordel ved dette værk i det daværende skovfattige Thisted Amt, at de havde tørvejord, hvor de gravede det fornødne brændsel, og under tørvejorden var der den ler, der blev brugt til sten. Der blev normalt brugt 20.000 tørv, indtil det blev muligt at supplere med kul, til hver brænding. Fra dette værk blev der kørt kalk rundt på egnen af Kr. Myrups sønner Karl og Horslev, og der blev kørt en del til Brovstegnen og endda til Jetsmark i Vendsyssel.

Arbejdet i kalkgraven var et meget kropslidende arbejde, idet alt blev udført med håndkraft kun med store hamre og stålstænger som hjælpemidler. Arbejdet blev senere gjort lettere, idet man borede og brugte sprængladninger til at løsne de ret ofte store kalkstykker med, de kunne så findeles så meget, at de kunne læsses med håndkraft op på en vogn, og dette arbejde blev igen gjort lettere, da man fik traktor med skovl til at læsse vognene.

Kunsten at brænde kalk har været kendt helt tilbage til middelalderen, og dengang var det mest klostre og godser, der drev brændingen som bibeskæftigelse. Efter udskiftning, og især efter den store landbrugskrises ophør i 1828, blev mange gårde flyttet ud fra landsbyerne, og der blev efterhånden brugt teglsten, i stedet for lerklining, til bindingsværkshusene. På den måde opstod da en stor mængde teglværker til dækning af de lokale behov, og i sidste halvdel af forrige århundrede udskilte teglværkerne sig som en selvstændig industri, så der på den måde opstod de små kalkværker. Værkerne i Klim, hvoraf det sidste lukkede i september 1977, kunne derfor drage fordel af de store kalkforekomster af fin kvalitet.

(Uddrag af en artikel udgivet i 1979 af Andreas Grishauge)